søndag den 6. april 2014

Gode steder på nettet til nye haveejere

Det er taknemligt at være ny kolonihaveejer for jeg har opdaget at der er masser af hjælp og gode steder på nettet som hjælper en trygt på vej. Her er en kort præsentation af de steder jeg frekventerer:

Bjarnes frø og planter

Bjarne Højlund er kendt for at yde en fantastisk service og produkter af høj kvalitet. Jeg har købt alle mine chilifrø af ham og spireprosenten har været oppe på 90 %. 

Bjarnes webshop kunne måske være lidt mere moderne, men der er intet at udsætte på udvalget og kvaliteten af produkterne. Leveringen er også superhurtig. 

Find Bjarnes på: http://www.bh-froe.com/. Derudover er jeg medlem af Bjarnes frø og planter på  Facebook. Han svarer på alle mulige og umulige spørgsmål om planter og hvis han ikke kan svare kan helt sikkert en af de andre engagerede medlemmer i gruppen hjælpe.

Frøsamlerne

Frøsamlerne er en forening som indsamler, afprøver og udveksler frø fra gamle eller sjældne sorter. De udgiver en årlig frøliste man kan købe frø fra. Konceptet lyder måske for avanceret for en helt ny haveejer, men der er masser af hjælp til begyndere: Jeg har allerede deltaget i to kurser arrangeret af Frøsamlerne: Et i hvordan man høster og gemmer frø og et andet om hvordan man laver et bønnestativ i pileflet. Ud over den årlige meldemsafgift på 200 kroner har jeg ikke betalt noget som helst for kurserne. Jeg er ovenikøbet kommet hjem med bunker af frø og to rigtig flotte bønnestativer som jeg ikke skulle give en krone for.

Vivis chili

Vivis chili er stedet at starte hvis man vil i gang med chilidyrkning. Du kan finde udførlige vejledninger  i hvordan man skal pleje sine chiliplanter. Der er også masser af opskrifter på madlavning med chili. De opskrifter jeg har prøvet har været rigtig gode.

Grupper på Facebook

Der er også masser af gode grupper på Facebook. Jeg har allerede nævnt Bjarnes Facebookside. Derudover er jeg medlem af to chiligrupper, én tomatgruppe, en gruppe om økologisk dyrkning af haven, en LED gruppe og en kolonihavegruppe.

Chili DK og Danske chilientusiaster

Chili DK er drevet af Bjarne fra Bjarnes frø og planter og Vivi fra Vivis chili. Bjarne er sammen med to andre også admin på den anden danske chiligruppe Danske chilientusiaster. De to grupper har stort overlap af de samme medlemmer. Den største forskel er at Chili DK er en lukket gruppe mens Danske chilientusiaster er en åben gruppe. I lukkede grupper kan man kommentere på opslag uden at ens kommentar bliver spyttet ud i ens venners nyhedsfeed. Det sætter jeg pris på. Derudover er Chili DK en relativt ny gruppe mens de Danske Chilientusiaster har været i gang i nogle år allerede.

Tomat entusiaster

Der er selvfølgelig også en tomatgruppe på Facebook: Tomat entusiasterne er et rigtig godt sted at finde viden om tomatdyrkningens kunst. I løbet af foråret plejer de at sende et frøbrev rundt til dem der er interesserede. Jeg blev medlem af gruppen for sent til at være med i frøbrevet. Heldigivis tilbød hende der var koordinator for frøbrevet at sende frø til nye medlemmer. Det kostede ikke mere end en portokode. Til gengæld fik jeg frø fra 7 forskellige tomatplanter uden yderligere beregning.

Frøsamlerne

Frøsamlerne er selvfølgelig også på Facebook. De er godt til at give tip om forskellige havearrangementer. Her har jeg blandt andet fået et tip om et ganske gratis kursus i økologisk havebrug. Derudover diskuterer de jord, frø, temperatur og alt mulig andet haverelateret. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar